Fra socialstat til minimalstat

Frihet är helt avgörande för att vi överhuvudtaget skall kunna fatta moraliska beslut. Om människan inte har frihet, och är styrd av någonting annat än sig själv, kan människan inte handla moraliskt för hon har inte fattat ett fritt val.

Frihed er helt afgørende for, at vi overhovedet kan foretage moralske valg. Hvis mennesket ikke har frihed, men er styret af noget uden for sig selv, kan mennesket slet ikke handle moralsk for det har så ikke selv truffet frie valg.

Utdrag ur Anders Fogh Rasmussens “Fra socialstat til minimalstat” (1993)

For at træffe moralske valg, skal vi handle i fuldkommen frihed. Frihedskravet er absolut og ubetinget. Mennesket har derfor også absolutte og ukrænkelige naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom. Dette er liberalismens fundamentale etiske begrundelse.

Denne stærkere betoning af rettighedsliberalismen har ført mig til bogens andet ærinde: At bringe ny orden i vore liberale rødder. I den liberale politiske tradition er der ofte taget udgangspunkt i den såkaldte »nyttelære« at tilstræbe den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Jeg påviser i bogen, at nyttelæren har ført liberalisterne på et katastrofalt vildspor. Nyttelæren har legitimeret indgreb mod menneskers rettigheder, blot de krænkedes tab blev mere end opvejet af andres gevinst. Og ad dette vildspor lagde nyttelæren grunden til kollektivismen, som hærgede verden i hundredåret fra 1880 til 1980.

…

Socialiseringen af vælgerne, den statsorganiserede folkeopdragelse og alliancen mellem socialstatens ideologer og vulgærgrundtvigianismen udviklede i løbet af efterkrigstiden en kollektivistisk tankegang i hele det danske samfund. Bevares, Danmark er bestemt da et demokrati med alle det liberale demokratis formelle institutioner – grundlov, folketing, frie valg og alt det andet. Men folkesjælen, danskerens natur, den er domineret af slavesindet. Herren og fogeden er statsapparatet, som har bemægtiget sig herredømmet over stort set alle områder af menneskelivet. Danskerne er gjort magtesløst afhængige af de offentlige kasser og er dermed kommet i et underordnelsesforhold til den stat, som det ellers var deres fornemste opgave at kontrollere. Derfor har slavementaliteten bredt sig.

Socialstaten er markedsført til borgere med et gigantisk reklamefremstød, hvor den ideologiske annoncering betjener sig af den kommercielle annoncerings velkendte teknik: Gentagelse og gentagelse. Det ideologiske budskab skal fæstne sig om muligt endnu stærkere på nethinden end navnet på et vaskepulver. Genstanden for den lokkende reklame er socialstatsborgerens higen efter materiel tryghed og bekvemmelighed. I en uendelig strøm af propaganda gentager socialstatens bagmænd derfor det simple budskab, som skal bide sig fast i enhver borger: Velfærdsstaten sikrer social tryghed. Det er et snedigt budskab. For hvem kan egentlig være imod »tryghed«?

Utryghed er i hvert fald noget negativt, som mennesker vil bekæmpe. Tryghed lyder derimod positivt, som noget lunt og behageligt. Så tryghed er en nem vare at sælge.

Reklamefremstødet har da også været en formidabel succes. Der er stort set konsensus i det danske samfund om det udsagn: Velfærdsstaten sikrer social tryghed. Selv hvis et barn får spørgsmålet: Hvorfor har vi en velfærdsstat? Så vil svaret lyde: For at sikre social tryghed.

…

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra 1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor – men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund – langt ind i de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller liberale. Kollektivister findes i alle partier.

…

Det er åbenbart, at altruisme ikke kan stilles op som et moralsk påbud. Ingen kan vel i ramme alvor mene, at menneskets eneste eksistensberettigelse er at tjene andre, at ofre sig selv for andres skyld. Hvis det nemlig var tilfældet, ville mennesket ikke længere være et formål i sig selv, men et middel for andre. Faktisk kan vi sige, at hvis selvofring er det højeste moralske mål, må jeg være henvist til at købe retten til mit eget liv, krone for krone, fra enhver, der måtte nærme sig med krav om andel i udbyttet af min indsats. Andres behov bliver den første forpligtelse i mit liv og det moralske formål med min eksistens. Mennesket bliver reduceret til offerlam. Ayn Rand kalder det moralsk kannibalisme«.

Bag den smukt polerede overflade gemmer altruismen i virkeligheden den eneste sande form for hensynsløs egoisme i betydningen: At udnytte andre for sin egen skyld. Hvis det nemlig statueres, at jeg har krav på udbyttet af et andet menneskes arbejde, så har jeg jo en legitim adgang til grænseløs rovdrift på det, som er mit medmenneskes ejendom. Og det er virkelig en egoisme, som påfører et andet menneske lidelse og afsavn.

Nej, vi må statuere, at det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv. At påtage sig det personlige ansvar for sit eget liv er ikke hensynsløs egoisme, der krænker andre for egen vindings skyld. Tværtimod. Det menneske, som tager ansvaret for sit eget liv, ofrer ikke andre. Det er et menneske, som er hævet over at udnytte andre på nogen måde. Det personligt ansvarlige menneske fungerer ikke gennem sine medmennesker, udnytter dem ikke som redskab for sig selv, lever ikke blot for at tjene andre, og beder ikke selv om offer fra noget andet menneske.

Valget mellem egoisme og altruisme er en falsk problemstilling. Valget står ikke mellem at ofre andre eller at ofre sig selv. Det sande valg står mellem selvstændighed og afhængighed, mellem ydermoral og nyder-moral, mellem selvstændighedskultur og slavesind. Da mennesket er et formål i sig selv, ikke må reduceres til et middel for andre og har ret til at leve for sin egen skyld, må jeg fastslå, at »det gode« er alt det, der fremmer selvstændighed og yder-moral, medens »det onde« er alt det, som fremmer afhængighed og nyder-moral.

…

Menneskers behov og mål er individuelle og dermed forskellige. Hvis vi forestillede os, at fri handel mellem mennesker ikke var tilladt, hvordan ville disse individuelle behov og mål da kunne tilgodeses? Ja, i yderste konsekvens kunne de kun opfyldes ved krig og røveri. Alternativt kunne man forsøge at opnå enighed ozon nogle fælles målsætninger. Bortset fra at dette næppe ville være muligt, så ville kollektive behov og mål jo netop ikke opfylde frihedsrettighedernes krav om at tilgodese det enkelte menneskes ønsker og behov.

Den frie handel kræver derimod ikke enighed om fælles målsætninger. Tværtimod tager den frie handel sit udgangspunkt i den enkeltes individuelle behov og mål. Der, hvor de kan forenes med et andet menneskes ønsker, opstår en fri handel. Den frie handel er således et resultat af, at mange mennesker forfølger individuelle formål.

Denne frie handel kalder vi markedsøkonomi. Markedsøkonomien er altså en mekanisme, der koordinerer de individuelle målsætninger, selv om de ikke er identiske. Ved brug af betalingsmidler kan vi endda handle med mennesker, som vi ikke møder, og hvis behov og mål vi ikke kender. Det afgørende er blot, at på det frie marked mødes vore individuelle ønsker og behov og bliver udvekslet til parternes gensidige tilfredsstillelse. Det eneste, vi behøver, er nogle generelle og alment accepterede regler om ejerskabet til de handlede goder.

Markedsøkonomien er et system, der tillader mennesker at samarbejde, selvom de ikke deler fælles målsætninger. Ved at forfølge egne interesser opfylder det enkelte menneske samtidig mange andre menneskers Ønsker, som kan være meget forskellige og muligvis endda modstridende.

Markedsøkonomien gør mennesker til partnere, som måske ellers ville være fjender, der kæmpede om de samme ressourcer. I stedet for at opfylde de individuelle behov gennem krig og røveri giver markedsøkonomien mennesker med mange forskellige værdinormer og formål mulighed for at leve fredsommeligt sammen til gavn for hinanden.

Dette er den fundamentale begrundelse for, at markedsøkonomien er det system, som bedst opfylder menneskers individuelle behov og mål. Markedsøkonomien er det eneste system for bytte og handel mellem mennesker, som tillader mennesket at leve som menneske.

Mennesket har til opgave at stræbe mod et mål, at søge den fuldkomne udfoldelse, og mennesket besidder naturlige rettigheder alene i kraft af at være menneske. Frihedsrettighederne er således funderet på etik, som er et højeste princip. Det indebærer, at kravet om frihed er løftet op over alle andre hensyn. Friheden hviler i sin egen evige og urokkelige ret. Frihed for mennesket er derfor det absolutte og ufravigelige krav, som er vigtigere end velstand, venskab, helbred og et hvilket som helst andet gode. Friheden er et etisk krav og er derfor hævet over alle andre værdier.

…

Det er imidlertid den indirekte inddragelse af privat ejendom, som udgør det stærkeste angreb på frihedsrettighederne. Bortset fra fysisk frihedsberøvelse repræsenterer beskatningen det mest omfattende indgreb i den personlige frihed, og i den private ejendomsret. Beskatningen er statens redskab til at finansiere sine opgaver og dermed også en kilde til at ekspandere statens virksomhed.

Borgernes stærkeste redskab til at styre statsmagtens geskæftighed er kontrollen med skatteudskrivningen. Det er skatteindtægternes størrelse, som i længden bestemmer omfanget af statens aktiviteter. Derfor bør der i grundloven være vidtgående bestemmelser om borgernes direkte inddragelse i vedtagelsen af skattelove gennem folkeafstemninger. Helt præcist bør der være adgang til, at f.eks. en tredjedel af folketingets medlemmer kan kræve folkeafstemning om en vedtaget skattelov. Man kunne endda overveje, at også et antal vælgere gennem underskriftsindsamling kunne forlange udskrevet en sådan folkeafstemning. Det ville så være naturligt, at der skulle samles et antal underskrifter svarende til en tredjedel af mandaterne i folketinget.

At indføre adgang til folkeafstemninger om skattelove anser jeg for at vatre det eneste redskab til at standse og kontrollere socialstatens vækst og derpå reducere dens omfang. Da over flertallet af vælgerne er afhængige af de offentlige kasser, og da statsapparatet har indbygget en drivfjeder, som automatisk skubber de offentlige udgifter opad, er der ganske enkelt behov for et nyt og stærkere instrument til at ændre den ellers uafvendelige kurs mod den totale og altfavnende socialstat. Det er tankevækkende, at netop den direkte og indirekte udhuling af ejendomsretten gennem ekspropriation og beskatning udtrykkeligt er undtaget fra den nuværende grundlovsbestemte adgang til afholdelse af folkeafstemninger. Der må ikke afholdes folkeafstemninger om skattelove og ekspropriationslove efter de gældende regler, selvom det synes at være det mest oplagte redskab til at beskytte borgernes frihedsrettigheder mod indgreb fra dirigerelystne politikere.

I praksis vil sådanne beskyttelsesregler i grundloven tilskynde de folkevalgte til at sikre mindst to tredjedeles flertal bag de mere betydningsfulde skattelove.
Og det vil kun være godt. I betragtning af beslutningens vidtgående karakter er det nødvendigt at sikre borgernes direkte medbestemmelse eller brede flertal i folketinget, når beskatningens omfang skal fastlægges. En sådan beskyttelse kan tjene til at rette op på den manglende magtbalance mellem udgiftspressionsgrupperne og skatteborgerne.

Ved også at give vælgerne mulighed for at samle underskrifter med krav om folkeafstemning får vi skabt et godt og naturligt formål for en organisering af skatteborgerne. Hvis der bliver vedtaget en skattelov, som strider stærkt imod folkeviljen, kan enhver tage initiativ til at starte en bevægelse med det formå at skaffe tilstrækkeligt mange underskrifter med krav om folkeafstemning. Så vidt jeg kan. se, er det een af de bedste veje til at mobilisere en organiseret pressionsgruppe af skatteydere som i styrke kan måle sig med de altid meget velorganiserede og -artikulerede pressionsgrupper af skattenydere.

…

Den tredje vej kan vi kalde interventionisme. Der er tale om interventionisme, når staten vil påtage sig mere end minimalstatens to opgaver, beskyttelsesopgaven og fordelingsopgaven.

Statsinterventionen medfører praktisk taget altid, at nogle grupper bliver begunstiget og andre grupper taber i forhold til markedsløsninger. Det er jo netop for at foretage en omfordeling, at staten blander sig i markedets forhold.

Af hensyn til sit genvalg vil regeringen tilstræbe at gøre begunstigelserne så synlige som muligt og målrettede til identificerbare grupper. Omvendt vil omkostningerne blive fordelt så bredt som muligt og skjult så godt som muligt. Interventionismen indebærer en hidsig kamp mellem magtfulde interessegrupper om at sikre gruppernes medlemmer den størst mulige andel af de goder, som staten omfordeler. Gennem lobbyvirksomhed og direkte pression forsøger interessegrupperne at påvirke de statslige reguleringer og omfordelinger. Jo stærkere interessegrupperne er, desto større andel af kagen kan de skaffe.

Interventionismen opfattes som middelvejen, men i virkeligheden fører den gradvis til et planøkonomisk system. Interventionismen har en indbygget drivfjeder, som automatisk øger statsindblandingen i en selvforstærkende proces. Det er der tre grunde til.

For det første betragter interessegrupperne statens omfordelingsgolder som frie goder, det vil sige goder som fiskene i havet, der vil blive fanget af andre, hvis man ikke selv kommer først og fanger dem. Det gælder om at være først med de største krav på andel i statens skatteindtægter. Og det gælder om at være først til at påvirke statens reguleringer til størst mulig gavn for den pågældende interessegruppe selv. Hver gruppe handler ud fra sin egen interesse.

Det samlede produkt er et pres for øget statslig intervention.

For det andet vokser den offentlige sektor automatisk som følge af loven om det selvforstærkende skattetryk: Når først staten har påbegyndt enomfordeling via beskatning, så vil skattetrykket automatisk vokse i en selvforstærkende proces. De familier, som taber på omfordelingen, oplever et fald i disponibel indkomst. Følgelig falder deres opsparing. Herefter er familien i mindre grad i stand til at klare sig selv. Familien mangler nu penge til at klare børnepasning, arbejdsløshed, sygdom og alderdom på privat basis. Altså retter den sin efterspørgsel mod offentlige ydelser til disse formål. Herefter må skatterne sættes yderligere i vejret, hvorved familien har endnu mindre levnet til selv at klare opgaverne, hvilket udløser endnu større efterspørgsel efter offentlige ydelser, og så videre.

Det er en ond cirkel, som forstærkes af, at vinderne af omfordelingen oftest modtager de offentlige goder i form af offentligt udbud af personale og institutioner.

Gradvis bliver en stigende del af befolkningen magtesløst afhængige af de offentlige kasser. Når over halvdelen af vælgerne får hovedparten af deres indkomst fra det offentlige, er der skabt en socialstat, hvis interventionstrang vanskeligt lader sig stoppe.

For det tredje vil statens indgreb beslaglægge en stadigt voksende mængde ressourcer til regulering og kontrol. Det skyldes, at taberne ved omfordelingen vil reagere mod tabene. De vil søge at undgå tabene ved at ændre adfærd eller sågar ved at unddrage sig beskatning og regulering.

Jo længere tid statsindgrebene har varet, og jo kraftigere de er, desto mere opfindsomme og effektive vil taberne være i forsøgene på at undgå omkostningerne. Som tiden går, mister statens indgreb derfor effektivitet.

Følgelig må der stilles en stadig stigende mængde ressourcer til rådighed for statens aktiviteter.

Det sorte arbejdes vækst i højtbeskattede samfund er det bedste eksempel på, at beskatningens effektivitet falder. En emsig skatteminister vil så øge skattepersonalet og udvide kontrolapparatet. Skatteydernes svar er blot nye og mere raffinerede metoder til at lette skattebyrden. Og således kan den gensidige oprustning fortsætte i en selvforstærkende proces.

Blandingsøkonomien vil ende i en centralistisk planøkonomi. Fordi indgreb avler indgreb. Den tredje vej er ikke en gylden middelvej, men blot en langsommere vej til trældom.